.

Annie, f.1953, stewardesse igennem 25 år

Frank, f.1968, afdelingsradiograf, BSc (hons) og kvalitetskoordinator

Martin f.1982, udlært tømrer 2002

Siden er løbende under udarbejdelse og opdateres i takt med nye oplevelser:

Votan, f.1999, bådsmand og motorcykel entusiast Votans hjemmeside klik her.

Jeg har altid cyklet meget og kan godt lide det, men det har også sine omkostninger. I nov. 1993 blev jeg, medens jeg kørte på en cykelsti, kørt ned bagfra af en bil der kørte 80 km. i timen, det kostede mig 5 år af mit professionelle liv, men jeg var heldig overhovedet at overleve uheldet og i juni 1997 styrtede jeg og brækkede min hofte. Da det åbenbart er "farligt" at cykle ude i det fri, begyndte jeg at træne Body Bike i et fitness center og det synes jeg er en god, alternativ, træningsform der bringer puls og åndedræt op i omdrejninger.

Jeg har igennem de sidste 25 år trænet styrketræning sammen med min italienske ven Pietro, det gør vi stadig, men som ovenfor nævnt træner vi også body bike. På træningsholdet er der en hel del søde piger, Signe, pigerne fra Team Sats, og alle de andre, som jeg er meget imponeret over. Udover, at de ser godt ud, så træner de enormt hårdt og det virker meget inspirerende.

Som følge af den gode kondition jeg har fået af body biking besluttede jeg, at jeg i sommeren 2001 ville køre til Frankrig på mountain bike. Jeg ville køre alene, jeg kunne ikke lokke andre af mine bekendte med, og selv medbringe alt nødvendig bagage. Inden afgang spurgte jeg en ældre cykelhandler, som tidligere havde kørt langture, hvad han syntes jeg skulle have med på turen, hvortil han svarede "et credit card og en ekstra T-shirt", det skulle senere vise sig at han havde ret. Jeg havde købt en letløbende trailer til al bagagen. Traileren var koblet til cyklens bagaksel således, at tyngdepunktet lå så lavt som muligt. Traileren med bagage vejede 30 kg. og den løb faktisk meget let på flad vej, men op af bakke var den sku ret tung, på nogle stigninger var farten kun 7 km. i timen. I det flade nord Tyskland var jeg oppe at køre 130 km. om dagen. Jeg kørte 1.000 km. på 9 dage hvilket giver et gennemsnit på ca. 110 km. Arbejdsdagen var fra kl. 0900 til kl. 1700 hvoraf den faktiske køretid var ca. 6 timer. På et tidspunkt mødte jeg en tysker på en motorcykel magen til min egen, se nedenfor, vi kom i snak og jeg fortalte ham hvor jeg var på vej hen og at jeg havde en motorcykel magen til hans hvortil, han ganske rigtigt, replicerede "hvad i al verden laver du så her på en almindelig cykel" jeg kunne nærmest fornemme sætningen "die dumme Dänen" svæve i luften.

Jeg er nu nået til området omkring Kassel, det er det område, vi møder når vi kører i bil på motorvejen, med de mange lange bakker. Jeg ville have taget mange flere billeder men orkede det ikke.

Jeg har lige forceret den lange bakke og holder hvil for at puste ud. Det skulle blive meget værre, da jeg nåede til Brilon gik turen opad 32 km. indtil jeg nåede Winterberg i 865 m. højde.

Min ven Pietro og jeg træner body bike i S.A.T.S, Parken, juli 2004.

I April 2002 var Annie og jeg på Lanzerote (Club La Santa) hvor jeg også cyklede en del. Jeg havde medbragt en ny racercykel som jeg lige havde købt. Jeg kørte ikke godt på cyklen, måske er det fordi jeg er vant til at køre på mountain bike med en helt anderledes gearing ?. På et tidspunkt var jeg, i medvind, på vej op af en stigning da jeg bagude kunne høre pludrende pigestemmer. Stemmerne kom uhyggeligt hurtigt nærmere og pludselig blev jeg overhalet af 2 engelske piger som, medens de i en forygende fart, stadig pludrende, strøg forbi, lidt hånligt syntes jeg, råbte bye bye. Min dag var totalt ødelagt og de næste dage trænede jeg kun højde-meter.

Træner højdemeter på Lanzerote.

I 1998 fik jeg den skøre ide, at jeg godt kunne tænke mig en motorcykel. Da jeg åbenbart havde svært ved at køre på almindelig cykel, måtte jeg have en "cykel" med bredere dæk for, ligesom at gøre det lettere at holde balancen. Jeg bestilte cyklen, men havde ikke kørekort til motorcykel så det problem skulle først klares. Jeg klarede prøven første gang, jeg var med mine 60 år langt den ældste på holdet. Motorcyklen, en BMW R 850 R med ABS, det var Annies betingelse at der skulle være ABS bremse på cyklen, blev leveret den 16. juni. I begyndelsen havde jeg megen besvær med at svinge højre ben op over sadlen når jeg skulle op på cyklen, jævnfør mine 2 havarier forårsaget af kørsel på almindelig cykel.

Det er enormt skønt at køre på MC om sommeren og vi har kørt flere lange ture. I 1998 var vi med en større gruppe i Toscana, i 1999 var vi med samme gruppe i Provence og i 2000 kørte vi alene til Italien og syd Frankrig en tur på 4.300 km. vores hund Votan var med på denne tur og han elsker at køre MC. Han sidder fastspændt i en køretaske på tanken i læ af vindspejlet. Når vi kører de lange ture med hunden stopper vi hver time for at tisse og strække ben. Hvis jeg ikke overholder disse stoptider, så vender Votan hovedet og kigger mig dybt og meget koncentreret i øjnene ligesom for at sige "nu skal du sku stoppe og det skal være nu".

Klar til at køre en hyggetur men blev åbenbart forstyrret af en telefonsamtale.

Her ses så dyret med sidetaskerne monteret. Det er fantastisk så meget tøj der kan være i taskerne. Det er Annies den højre taske da den er størst, min taske, om bagbord, er forstyrret af udstødsrøret. Vi har også købt en top case, der monteres på en lille bagebærer bag ved Annie og som hun bruger som rygstød, top casen bruges til fodtøj etc.

Et eller andet sted i Toscana, bemærk den omfangsrige bagage.

MC-holdet,12 personer på 9 cykler, klar til at køre videre efter første overnatning i Forte dei Marmi, Toscana, ved Middelhavskysten.

Man kan ligefrem fornemme at Votan synes, at her er det ham der bestemmer og vi kan godt se at komme af sted. Dragterne vi er iført, er vind og vandtætte fremstillet af Gore-Tex.

Vi har haft et par kajakker i nogle år men, det er først efter at vi har fået sommerhus at vi har fået fuld udnyttelse af muligheden for også at bruge dem. Kystområdet ved sommerhuset er meget lavvandet så det er ideelt for kajaksejlads. Når vi sejler i kajakkerne, er vores hund Votan altid med, han står helst på det smalleste sted oppe i stævnen og falder derfor tit overbord, men da han er iført redningsvest med håndtag er han let at få ombord igen.

Annie ved bådene. Kajakken til venstre er en "sit on top" kajak som jeg kalder "konebåden" fordi den er så bred, at det næsten er umuligt at vælte med den. Båden er ideel at fiske fra, men kan også bruges til dykning idet, der er plads til en luftflaske på agterdækket.

Min havkajak er en North Shore "Atlantic" længde 520 cm., bredde 55 cm.,. Den firkantede blok på fordækket bruges sammen med pagajen til at entre kajakken igen hvis man har været så uheldig at vælte rundt og ikke rigtig er lykkedes med en "grønlændervending".

Annie i "konebåden" Votan burde også være synlig, men det kan være han er faldet overbord igen igen.

Det er lidt vanskeligt at komme ud igennem tangen på kysten, men det går alligevel.

Entringen af en havkajak på kysten foregår tværskibs hvor pagajens ene blad bruges som støtte på land medens man sidder på det andet blad som ligger på agterdækket.

På et tidspunkt i 2001 syntes jeg, at jeg manglede lidt spænding i tilværelsen hvilket gjorde, at jeg meldte mig til et Body Guard kursus. Kursusholderen var International Security Advisory Team, I. S. A. T., som afholder kurser i Nagold, syd for Stuttgart, Tyskland.

På kurset var vi 10 civillister og 3 fra den amerikanske hær. Det var ret spændende at lære noget nyt som ikke havde noget som helst at gøre med hvad jeg tidligere har beskæftiget mig med. Jeg var selvfølgelig langt den ældste på holdet, jeg kunne være far til dem allesammen, men det generede hverken mig eller de andre. Udover personbeskyttelse, blev der også undervist i kørsel med pansret køretøj (Mercedes) og hurtigskydning med forskellige håndvåben, Heckler & Koch, Sig-Sauer og Glock.

Det midlertidige ID-kort til brug under kurset.

Hele holdet incl. instruktører

Træning i escorte af V.I.P.

Den pansrede Mercedes som vi brugte

Min gode ven og jeg venter på V.I.P.

Til højre ses de håndvåben som vi brugte på skydebanen. Hurtigskydning med pistol vil sige, at der på 7- 8 meters afstand skal afgives 2 skud på under 2 sek. De 2 skud skal ramme i hjerteregionen på en skive forestillende et menneske. Pistolen som er ladt og sikret, skal trækkes fra hylsteret, pistolen afsikres eller hanen spændes, der tages dobbeltgreb på pistolen, pistolen rettes mod objektet (uden at der tages sigte), skuddene afgives.

Jeg har i et par år klatret lidt i træer og synes det er spændende og lidt hårdt. Jeg har imellem 2 store træer i haven opspændt en wire således, at jeg kan udføre en Tyrolian Traverse, det vil sige at klatreselen er fastgjort til en lille vogn med små hjul som kan køre på wiren. Wiren er 15 meter lang og er opspændt 9 meter over jorden. Udover traversen, har jeg udstyr så jeg kan klatre op af et reb hvorefter, jeg kan koble om til abseil.

I juli måned 2009 var vi på ferie ved Gardasøen sammen med vores gamle gravhund Votan. Jeg havde medbragt alt mit klatreudstyr i håbet om at kunne udføre en Via Farrata som betyder jernvejen på italiensk. Hvis man er på en vandretur i bjergene og pludselig møder en forhindring i form af en klippevæg ,så kan denne klippevæg forceres hvis der på forhånd er nogle flinke mennesker som har forberedt klippen med stålstiger og stålwirer. Stiger og wirer en fastgjort til klippen med indborede stålbolte. Passage af en sådan forhindring kaldes en Via Ferrata. Det kræver en klatresele og et specielt Y-formet sikringsreb med 2 store karabiner og faldsikring. Når forhindringen mødes, ifører man sig klatreudstyret som har ligget i rygsækken,. Under hele passagen af forhindringen skal mindst 1 af karabinerne være koblet på wiren eller stigen. Det er en meget spændende måde at vandre på. Turene kan være mange kilometer på hver side af forhindringen medens, selve forhindringerne oftest er nogle hundrede meter.

På campingpladsen lå vi ved siden af en østrigsk familie som vi kom i snak med. Det viste sig at både faderen og de 2 børn klatrede på lodrette klippevægge. Jeg har altid troet at jeg var for gammel og for tung til at udføre rigtig klatring men, inden jeg så mig om, havde familien fået mig lokket med ud på en træningstur på en klippevæg som hedder Belvedere. Jeg klatrede på 2 forskellige ruter hvor højden var ca. 15 meter. Det var meget spændende selvom jeg udførte klatringen iført almindelige vandrestøvler. Både Annie og jeg fik hurtigt købt et par rigtige klatresko i en specialforretning for klatreudstyr i byen Arco.

Vores lille nye gravhund Thyra, kun 14 uger gammel, sidder i rygsækken medens far klatrer

Annie øver sig på en lille klatrevæg ved Arco

Jeg klatrer på træningsvæggen Belvedere

Jeg var jo kommet til Gardasøen for at udføre en Via Ferrata og til den ende prøvede jeg at tilmelde mig et kursus som blev afholdt i et klatrecenter i byen Arco. Alle kurser var desværre optaget så jeg måtte nøjes med at sidde og beundre de andre kursusdeltagere. Pludselig kom der en ældre herre, han lignede fuldstændig en italiener med bar overkrop, frem til bænken og satte sig ned. Vi faldt i snak og under samtalen beklagede jeg mig over at jeg ikke kunne komme på et Via Ferrata kursus. Italieneren ,som var østriger, var 72 år gammel og hed Helmuth, så vi var nogenlunde jævnalderne fortalte, at han havde klatret i bjerge siden han var 7 år gammel og at han kom her til Arco hvert år for at klatre. Pludselig sagde Helmuth at han da gerne ville tage mig med på en Via Ferrata som hed Colledri og som startede ca. 500 meter fra klatrecentret. Jeg takkede selvfølgelig straks ja og vi aftalte at vi skulle mødes på hans hotel, som lå ved siden af centret, kl. 1600 næste dag.

Det var med stor spænding at Annie, Votan og jeg mødte Helmuth på hans hotel næste dag. Helmuth og jeg iførte os vores klatreseler etc. hvorpå vi alle begyndte vandringen de 500 meter hen til starten af Colledri. Fra landevejen bevægede vi os ca. 200 meter op af en sti som jeg følte værende næsten lodret. Pludselig var vi fremme ved starten på selve via ferrataen, det kunne ses på en wire som var boltet ind i klippen og som viste meget stejlt opad. Annie og Votan, som havde fulgt godt med indtil dette punkt, fik besked på at her skulle de vente. Jeg glædede mig lidt over at Helmuth, som var vandt til at klatre i bjerge, var minds lige så forpustet som jeg selv, men ok det var også meget varmt, næsten 30 grader og vi er jo ikke vårharer.

Jeg fik besked på at koble de 2 karabiner fra min sele på wiren og begynde opstigningen Helmuth ville følge efter. Med ca. 3 meters mellemrum gik wiren igennem en øjebolt som var indboret i klippen og her er proceduren, at man opgår den ene karabin og fastgør den til wiren på den modsatte side af øjebolten hvorefter, den anden karabin flyttes frem til den første karabin. På denne måde er man altid sikret med mindst en karabin. Vi bevægede os skiftevis opad og til siden hele tiden med karabinerne koblet på wiren. Nogle vandrette passager var så smalle at der lige var plads til ens støvle på hylden. Efter ca. en halv time var vi på toppen hvor der var en fantastisk udsigt. Vi havde bevæget os 300 meter opad så vi var nu højt over landevejen som vi kunne se langt nede.

Folk på en almindelig vandretur ville nu begynde at gå ned mod byen Arco følgende en lille sti. Helmuth spurgte mig hvordan vi skulle komme ned igen. Vi kunne følge stien til Arco eller gå samme vej ned som vi var kommet op, jeg havde jo Annie og Votan ventende der hvor vi startede så jeg foreslog at vi gik samme vej ned som vi var kommet op. Helmuth oplyste, at det var de færreste som kunne eller havde lyst til at gå baglæns ned idet, det var vanskeligt at se hvor man satte fødderne. Jeg svarede at jeg nok skulle holde fast og at det var ok med mig. Vi begyndte nedstigningen og på turen ned mødte vi, med mellemrum, 4 hold som var på vej opad. Vi var selvfølgelig gallante og følte at vi havde check på tingene så hver gang vi mødte et hold , kravlede Helmuth og jeg op over wiren og lod de andre passere. Jeg havde på fornemmelsen at Helmuth var lidt stolt af mig fordi, hver gang vi mødte et hold for opgående så skulle han lige spørge hvor de kom fra og samtidig fortælle at han og jeg var 142 år tilsammen, det vakte selvfølgelig en del beundring specielt fra en ung norsk kvinde, som sammen med 2 herrer var på vej op. Efter ca. 40 min. var vi nede igen og jeg var pave stolt over at have gennemført min første via ferrata. Vi har planer om til næste år at prøve nogle andre via ferrata.

Under opstigning på via farrata Collodri

Bemærk den smalle hylde som skal passeres

Helmuth og jeg efter endt dåd

Oven over byen Torbole, hvor vores camping plads lå, er der på østsiden af Gardasøen på en vestvendt bjergskråning etableret en vandrerute som minder lidt om en via ferrata dog med den forskel , at der ved passager af klippevægge er indboltet ståltrapper og broer i klippen. Ståltrapperne minder en hel del om de udvendige brandtrapper som findes på høje hoteller i udlandet. Så i stedet for at anvende klatresele og karabiner som på en via ferrata så skal man bare forcere de anlagte trapper og broer på normal vis. Det kan på nogle godt virke lidt skræmmende at gå på trapperne og broerne idet, de er fremstillet af perforerede stålplader hvor man kan se igennem.

Vandreruten som er ca. 7 km. lang hedder Tempeste og starter oven over Torbole. Først begav vi os op af en fandens masse stentrapper i Torbole for at komme frem til selve startstedet. Det var meget varmt 31 grader og vi kunne alle 3 godt fornemme at det var anstrengende så anstrengende, at jeg på et tidspunkt måtte bære Votan i rygsækken. Votan var 10 år gammel og havde problemer med hjertet og vand i lungerne, hvilket han fik medicin for. Det sidste år før turen til Italien medbragte jeg altid rygsækken når vi var ude at gå tur så det var ikke nyt for Votan at blive transporteret på denne måde, han kunne faktisk godt lide det og signalerede selv når han blev træt og ville bæres, Votan havde ved flere lejligheder været med i rygsækken når jeg klatrede i træer.

Omsider nåede vi frem til Tempestes startpunkt og nu var det bare at følge en sti som var tydeligt markeret. Ruten gik ofte en del opad så jeg var glad for at jeg havde medbragt mine vandrestave og især når Votan blev træt og ville bæres var det en fordel også at kunne bruge arme og overkrop da rygsækken med Votan og det løse vejede ca. 16 kg. Der var hele tiden en fantastisk udsigt ud over Gardasøen og det maritime liv som udfolder sig der. På et tidspunkt nåede vi det første sted hvor trapper og broer skulle forceres, jeg kunne godt se på Annie at hun meget betænkelig ved situationen, hun hader det der med at man kan se ned. På en bænk, lige ved starten af den første trappe, sad der et ægtepar hvor det var tydeligt at manden lige skulle synke spyttet et par gange. Votan blev anbragt i rygsækken og vi begav os ud på den "farefulde" færd. Jeg gik forrest med ordre fra Annie om ikke at gå for hurtigt. Omsider nåede vi over på den anden side og jeg kunne mærke på Annie at det for hende havde været en enorm udfordring som hun var meget stolt over at have overvundet.

Vandrestien fortsatte afbrudt af endnu 2 passager på trapper og broer. Ca. 200 meter oppe på bjergskråningen sluttede Tempeste og nu var det blot at følge en ret stejl grusvej ned til landevejen som går rundt om søen. Vi havde fået fortalt at der på landevejen var et busstoppested hvor der "planmæssigt" afgik busser til Torbole. Vi satte os ved stoppestedet og afventede ankomst af en bus. Efter en halv times tid blev jeg utålmodig og begyndte at studere den, noget kryptiske, fartplan som var fastgjort til en stander. Som jeg opfattede det, så var bussen kørt lige før vi kom ned til landevejen og det værste var, at der ville gå 2 "italienske" timer før den næste bus kunne bringe os til Torbole.

Nu var det blevet rigtigt varmt ca. 35 grader og vi var ved at løbe tør for vand vi besluttede os derfor at vandre på landevejen tilbage til Torbole. Votan blev placeret i rygsækken og vi begav os på den noget farefulde tur tilbage til campingpladsen. Det skal lige nævnes, at landevejen rundt om Gardasøen er meget smal og at der køres meget hurtigt på italiensk vis. Vi gik i venstre side af vejen så vi hele tiden kunne holde øje med den modkørende trafik. Det værste var når vi skulle igennem de mange korte tunneller uden lys som ofte kurvede så meget, at det ikke var muligt at se lys for enden. Efter ca. 7 km. kom vi til udkanten af Torbole og vi fandt hurtigt et sted hvor vi kunne slukke tørsten. Medens vi sad og nød en cola ankom det ægtepar som vi havde set sidde på bænken ved den første trappe, manden havde tilsyneladende overvundet sin frygt, måske havde vores tilgang til situationen inspireret ham hvem ved ?. Da vi ankom til campingpladsen havde vi tilbagelagt 15 km. af hvilke jeg havde båret votan de10 km.

Votan i rygsækken ved starten af Tempeste

Udsigt over Gardasøen og Torbole

Bemærk ståltrapperne i midten af billedet